I denne her weekend skulle vi have haft en familie hvor mor var i krise på ophold (har sted hvor familier som på den ene eller anden måde er "ramt" af adhd kan komme på ophold. Enten ferie eller kursus...) Det var mor selv der ville betale, for kommune havde givet afslag på afslag. Jeg meddelte at penge var ikke det vigtigste. Det var HUN.

I går stod vi så og ventede på at hun og hendes familie kom. Vi blev nervøse. MEGET nervøse, for mor havde lydt til at være i svær krise.

Jeg gik på min gode ven facebook og søgte. Fandt hendes datter - som tilfældigt kendte MIN kusine. SÅ var kontakten skabt.

Datteren omkring de 20 fortalte at mor var blevet indlagt på gule papir. Form for tvang. Det havde været en grim oplevelse for børnene. Uanset hvor gammel du er, så er det deres mor, som var i krise. Og de kunne ikke hjælpe på anden vis end at få hende indlagt.

Nu sidder der måske en del derude og tænker; "Jamen bliver hun tvangsindlagt må hun være rablende sindsyg den kone!". 
Dertil må jeg svare nej. Jeg har talt med den her mor mange gange de sidste 6 år. Hjulpet og guidet hende i livet, når det var svært. Det havde givet lidt luft, hul i kaos og ikke mindst forståelse for, at jeg vidste hvad hun var i. Og at det var ok at græde, skrige og råbe af afmagt. Det afskrækker ikke min mand og jeg. Tværtimod gør det, at vi tænker, at der er behov for hjælp. Hun var nu i så stor krise, at jeg var DYBT bekymret for hende. Det havde så været med god grund...

Den her familie er desværre ikke den eneste som står i afmagt. Vi ved, at vi som mennesker kan hjælpe dem, men familie mødes af et system hvor de bliver mødt med "vi vurderer at du ikke har behov for andet end at tage dig sammen. Vi giver derfor afslag på det kursus eller den hjælp som du har søgt. Du kan klage!.

Jo man kan klage. Men en klagesag koster menneskelige ressourcer og det har NETOP denne gruppe ikke! De er i knæ når de beder om hjælp. Det er derfor skræmmende, at der ikke fra det politiske systemet gribes ind, når det er offentliggjort af fx ankestyrelsen at det er sådanne forhold der gør sig gældende. Afslag er kommunernes måde at håndtere overforbrug i forvaltningerne på,

Tilbage til "min" familie...

Mor får nu hjælp. Tilbage står to unge mennesker hvis mor IGEN er indlagt. Hvad tilbyder systemet dem? Desværre intet!. Det er virkeligt skræmmende, for ved at undlade at støtte op med fx psykolog hjælp, ja der øger man risikoen for, at også disse to unge dejlige mennesker en dag får et knæk som giver dem gennemgribende vedvarende mén af mange års stress.

Jeg skrev med datteren i går. Og hun sagde: "Vi er vant til turen. Vi klarer os". Selvfølgelig gør de det. De har hinanden. Men derfor forsvinder spøgelserne ikke. Der er stor risiko for, at de ophobes til den dag, hvor der er ro og plads til, at kroppen reagerer. Det er et faktum at man kan holde til meget, men en dag er der den berømte dråbe...

I vores samfund behandler man på symptomerne og ikke på årsagen. Det burde ændres. For kun ved at få fundet og fjernet/mindsket årsagen, kan man komme videre i sit liv. Symptomer er kroppens reaktion på overbelastning. SVÆR og langvarig overbelastning giver sygdom Oftest psykisk sygdom.. Det er dyrt for samfundet, da der er stor risiko for, at blive stationært.

Havde man nu som kommune første gang den her mor havde henvendt sig til systemet efter hjælp, lyttet. Havde man sat ind med bare minimum af hjælp, hvor havde den her familie så været i dag? Jeg tror ikke mor havde været indlagt - igen.

Jeg håber - nok naivt - at på et tidspunkt finder kommunerne ud af, at det kan svare sig konkret at sætte ind tidligt. Ikke kun i deres fine formuleringer i mål for kommunen. Nej i handling! Få oprettet netværksgrupper an mas. Med alle mulige fællesnævnere. Det kan være psykisk syg mor/far, diabetes, Adhd, kronisk syge søskende. Ja you name it, og det burde være. Det behøver ikke koste meget. Måske et par gange eller tre af en kompetent medarbejder som kan sætte folk i gang med dialog og finde fælles fodslag. Derefter kan mange grupper hvile i sig selv. BARE de sættes ordentligt i gang.

Desværre er kommunerne også her på den sparsommelige kurs. Jeg skriver kompetent. Dermed mener jeg at det gerne skal være en som selv har fingrene i bolledejen. Ikke kun en som har læst 4 bøger om emnet og derved er konstateret som den der har mest erfaring og viden på området. Jo det er desværre sådan jeg får meldinger om, at der sker derude. Et er boglig viden og teori. Noget andet er personlig erfaring. Den kan man ikke læse sig til.Så også her halter det med enerkendelse af, at sygdom ER noget specielt som kræver viden, for at kunne hjælpe folket videre til, at leve med det på sidelinjen.

Tilbage står vi min mand og jeg igen og tænker. ØV de ikke kom for 4 år siden da vi talte om det første gang. Vi tilbød den gang de bare kunne komme.Vi hørte afmagten i stemmen. Mor ville ikke tage imod. Det var pinligt for hende at tage imod "almisser" som hun sagde. Når man er syg vil man ikke være til besvær. Og det er svært at tage imod, selvom man tilbydes.

Jeg håber at når mor er klar igen, at hun så ringer. Måske hun denne gang tager imod. Vi er i hvert fald klar. Eller at børnene som jeg også har tilbudt de kunne komme, vil tage imod. Så må jeg finde ud af anden vej at betale skattefar. For selvom jeg giver et gratis ophold væk, bliver vi beskattet som havde de betalt . Men det er så en HEL anden problematik som der måske kommer noget om en anden gang.

 

 

Læst 3911 gange Senest ændret torsdag, 26 marts 2015 17:24
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

HANDICAPPORTAL.DK

HANDICAPBARN.DK

HANDICAPFORHOLD.DK

FERIE-FRITID

Nyhedsmail

Tilmeld vores e-mail Nyhedsbrev for at få øjeblikkelig opdatering når som helst