Hvem sætter anbragte børns vilkår på valget?

Hvem sætter anbragte børns vilkår på valget?

Så blev det længe ventede valg udskrevet. Jeg har ventet spændt på, hvor valgkampens fokus denne gang ville blive lagt. Og må indrømme at jeg nu på 4 dagen, er blevet bekræftet i min frygt for, at ikke en eneste politiker har set det værd, at nævne anbragte børns retssikkerhed med et eneste ord.

I siddende regerings tid er forholdene forringet for netop disse børn og deres forældre/plejeforældre i en grad, ingen kan forestille sig. Trods det er en rød regering der ellers burde tage sig af den svage, i fællesskabet ånd. Man har under denne regering frataget børnene og deres netværk retten til, at få prøvet sin klagesag afprøvet ved 2 retsinstanser. Man har forringet borgerens mulighed for juridisk bistand i en grad der ryster - sådan som min blog omhandlede det tidlgere på året. Man har-set med mine øjne - givet kommunerne fripas ift at kunne tvangsbortadoptere anbragte børn. Ja jeg kunne blive ved.

Siddende skiftende ministre på social/børneområdet har erkendt at loven ikke overholdes i kommunerne. Manus Sareen har bla set sig nødsaget til, at sende skrivelse til kommunerne om, at han som socialminister forventede, at gældende lovgivning blev overholdt. Jeg tænker, at når en minister må dette, ja så er det fordi ministeriet er klar over, at der sker massive lovbrud. Jeg tænker, at der ligger så mange sager som dokumenterer at loven ikke overholdes, at man har set alvoren. Lige lidt har det dog hjulpet. Ej heller en ministers henstilling syntes at have betydning ude i kommunerne, for lovbruddene er fastsat an mas.

Nu er valget udskrevet. Og fokus er på skattelettelser, dagpenge og kontantmodtagere og deres satser. Vigtige område, uden tvivl. Jeg ser det dog som et område, hvor de borgere der er ramt, er i stand til at klage, og ytre sig så problemerne ikke går hen i glemsel.

Modsat - og på den anden side, sidder de anbragte børn og unge. Ikke en eneste politiker har i medierne brugt så meget som et sekund på, at gøre opmærksom på det vilde westen, som forekommer på området. Jeg antager der ellers er en del at komme efter rent stemmemæssigt, for vi er mange der sidder og venter på, at børnene bliver nævnt. Ikke bare nævnt som valgflæsk, men som et krav om, at deres tarv ivaretages, for at indgå politisk samarbejde omkring evt regeringsgrundlag.

Vi er mange der har daglig gænge i kredse hvor anbragte, deres netværk og ikke mindst "behandlere" færdes. Alle skriger fælles op om, at området totalt sejler - trods der er en god solid lovgivning på området. En lovgivning der burde være grundlag for, at der tages vare på det anbragte barn, så barnet ikke kommer i klemme. Lovgivningens intention er helt i tråd med, hvad jeg mener, nemlig at barnet skal høres, tages alvorligt og ikke mindst behandles med respekt. Det sker på INGEN måder i dag.
Måske derfor vælter Ombudsmanden og Ankestyrelsen rundt i sager og klager om utallige kommunale lovbrud? Begge instanser (som er borgerens ENESTE ankemulighed) er reelt uden for kompetence til, at kunne gøre andet end at "henstille" kommunen til hint eller dat. Borgeren/barnets retssikkerhed er derfor reelt ikke-eksisterende!
Jeg oplever i mit profesionelle virke, at det sjældent sker, at kommunen efterlever afgørelserne. Det har nemlig ikke konsekvens for en kommun, at fortsætte deres enegang ift hvor de nu vil hen. Vil de have barnet forbliver anbragt trods fx Ankestyrelsen kommer til modsat afgørelse, ja så forbliver barnet "bare" anbragt. Grov påstand - som jeg dog mener jeg har belæg for at komme med, ud fra de henvendelser jeg har fra borgere i hele landet om området.

Førhen stod familien / plejefamilien/ barnet alene derude i det danske. Uden mulighed for at komme til ørenlyd. Ingen så at der var et problem. Det ansås ikke som værende en mulighed at kommunerne bare gjorde sådan her. Familierne/børnene blev derfor anset som komme med en "modificeret udgave af sandheden".
Sådan er det ikke i dag, takket være de sociale medier. Her finder danskerne på kryds og tværs hinanden og finder "den røde tråd". Hvilke kommuner er "gode" (læs: overholder loven og har barnets tarv i centrum), og hvilke er det modsatte.
Jeg ved den vej, at enkelte kommuner på landsplan er blacklistet fx blandt familieplejere. Denne faggruppe ønsker ikke samarbejde med kommuner, som ikke har et ordentligt menneskesyn på det anbragte barn. Ikke set udfra økonomi men reelt behandler barnet med respekt og ser det som et unikt individ som også skal behandles ordentligt. Disse kommuner står groft sagt med håret i postkassen. Ingen plejefamilier vil modtage børn fra dem. Derfor bliver børnene anbragt på de dyrere foranstaltning såsom opholdssteder og institutioner. I medierne kommer dette til at fremstå som, at anbringelsesområdet er årsagen til, at kommunekasserne sprænges af udgifter. Anbringelser er årsagen til rodens onde. Jeg mener, at mange kommuner med dette menneskesyn selv er skyld i, at anbringelserne er dyre.
En anden vinkel ift at plejefamilier blacklister er selvfølgelig den, at børn kommer i klemme. Jf barnets reform er det bevist, at børn der er i familiepleje klarer sig bedre, end de der er anbragte på institution og lignende. Den mulighed der er i anbringelsen for at opnå en tilknytning, er lettere tilgængelig med få voksne om sig (to plejeforældre i familielignende miljø), som ved vagtskifte med nyt personale hver 8. time. Derfor foreskriver Barnets Reform direkte familiepleje før fx opholdssted. Men hvad gør man ved det når det ikke sker?

Anbragte børn behandles derude i kommunerne ofte som en byrde. Det er jo " dem der der er årsagen til vores kommunes dårlige økonomi". Jeg mener ikke, man kan være det bekendt. Børnene oplever, at de ikke høres selvom loven foreskriver det. Høres de de, så forvrænges deres ord ofte i sagens akter. Det er ikke ualmindeligt at der er beskrevet, at barnet ikke ved hvad det siger og at forvaltningen derfor vælger, ikke at lægge vægt på barnets udtalelser. Dette til trods for, at barnet TYDELIGT har ytret sig klart og højt om dets ønsker om fx samvær og hvor det vil bo. Loven giver desværre muligheden for, at kommunerne selv kan vælge OM de vil bruge barnets betragtninger og ønsker. Uanset.... En ting der med mine øjne klart burde ændres. Uanset begavelse, bør barnets ønsker vægte!

Jeg har i flere år forsøgt, at få politikere til at tage standpunkt. Få har gjort det. Der er ildsjæle som har det som fokus område, og som går gennem ild og vand i de sager, de involverer sig i.
Jeg har kontaktet de fleste i socialudvalget om generelle problemstillinger ift anbragte børn. Kun to besvaret - og der måtte jeg til rædsel konkluderer, at det på ingen måder var fra egen (måske tidligere) fløj. Jeg sidder derfor i dag som en massiv tvivler ift hvor MIT kryds, skal sættes den 18. juni. For første gang i mit liv! Der hvor jeg tænkte som en selvfølgelighed at man lyttede, ja der blev jeg skuffet... Hjælpen kom et sted fra hvor jeg på ingen måder havde set det. Jeg leger med tanken om det er NU JEG SKAL SKIFTE FLØJ?

Jeg tænker, jeg ikke er den eneste. Jeg tænker der VIRKELIG er stemmer i at sige den her sætning højt : "Jeg vil kæmpe for børnene, og for at der skal sættes ind med sanktioner til de kommuner som IKKE overholder GÆLDENDE lovgivning. Jeg vil kæmpe for at anbragte børns tarv kommer på alles læber".

Nu er det store spørgsmål bare: Hvem tør? Hvem gør det? Der er små tre uger til valget. Det kan nås endnu. Hvem skal have min stemme??

 

 

Læst 1445 gange Senest ændret søndag, 31 maj 2015 17:17
Bedøm denne artikel
(4 bedømmelser)

HANDICAPPORTAL.DK

HANDICAPBARN.DK

HANDICAPFORHOLD.DK

FERIE-FRITID

Nyhedsmail

Tilmeld vores e-mail Nyhedsbrev for at få øjeblikkelig opdatering når som helst