Samvær set fra flere vinkler. Men hvor er barnets?? Fremhævet

Når et barn fjernes, foreskriver loven, at der skal sørges for, at barnet ikke mister kontakt til sit tidligere netværk. Dette gælder både forældre, bedsteforældre og venner. Altså hele det tidligere liv. Der ligger principafgørelser på området som sikre dette for bla bedsteforældre.

For dig der sidder og læser det her, vil det nok være en selvfølge - med mindre du selv har direkte erfaring fra området. For der slår virkeligheden VIRKELIGT hårdt igennem, når man oplever og erfarer at det udelukkende er den sagsbehandler som er på sagen, der tolker og vurderer hvad, hvordan og ikke mindst hvor meget. Det burde ikke være et problem hvis vedkommende forholder sig konkret til loven, men desværre har man i Barnets reform lavet adskillige "musefældeklausuler", som jeg oplever giver mulighed for tolkning af sagsbehandler

til at standse samvær helt eller delvis, hvis ikke det passer ind i sagen/forvaltningens planer Loven foreskriver at barnet som minimum har ret til samvær 1 gang om måneden. Minimum er derfor 45 minutter med max 30 dage imellem. Er det over 30 dage er det at betragte som "afbrudt samvær" og derved SKAL sagen foreligges Tvangsvalget ( også kaldet paragraf 18 udvalget eller Børn og unge udvalget). Dette sker i praksis ikke, men du skal som forældre/netværk vide, at dette er hvad loven siger. Og at du derfor har klagemuligheder.

Afbrudt samvær er også nægtet telefon, mail og brev adgang. Dette er mange ikke klar over, da det oftest ikke italesættes. Men der udøves en "magtanvendelse" ved, at børnene fx ikke får de tilsendte breve osv. Eller at de hvis de modtager, så har det været læst igennem først under begrundelsen "skadeligt for barnet". Dette er en beslutning som kun tvangsudvalget kan tage.

Virkeligheden er at det oftest sker på sagsbehandlerplan uden om udvalget. Afbrydes samvær og sagen skal forelægges tvangsudvalget, da har du som forældre ret til advokatbistand.

Anbringelsessted er pr definition ikke part i sagen. De bør dog høres, men det er op til forvaltningen om der skal tillægges vægt på stedets holdning. Igen er det en personlig vurdering fra pågældende sagsbehandler, da lovens udformning giver mulighed for dette. Ser man på det fra netværkets side, vil man erfare at anbringelsesstedet oftest høres, hvis det har betydning for at sagen falder ud til den side, som kommunen ønsker. Ellers sker det ikke. 

Det her er set fra netværket side, og i alt det her må jeg præcisere at der er en anden vigtig part i begrebet "samvær", nemlig de børn det omhandler. Loven siger, at barnet skal høres hvis sagsbehandler vurderer det. Igen det jeg tolker som en forfejlet formuleret lovtekst, da det åbner op for en personlig vurdering, der kan være farvet af kemi den pågældende sagsbehandler og familie imellem. Helt konkret: er kemien/ønsket om samvær der ikke fra forvaltningens side, er der stor risiko for, at der ikke bliver lagt vægt på barnets ønsker og udtalelser. En grov tolkning som jeg senere vil komme ind på med eksempler og erfaringer.

At loven ligger op til at barnet høres står i skærende kontrast til den virkelighed jeg gennem små 20 år på området har erfaret. Jeg har denne erfaring igennem kontakt til både anbragte, tidligere anbragte, netværk, støttekontaktpersoner og anbringelsessteder. Det der generelt gives tilbage til mig i sagerne er, at det samvær der bliver sat i værk udelukkende er det sagsbehandleren ønsker. Hvis barn og netværk har andre ønsker, giver servicelovgivningen sagsbehandleren mulighed for, at skærer igennem og konkludere, at udtalelser fra barn og netværks side, ikke har relevans, og derfor afvises som relevant. Dette uanset hvad der er af dokumentation og ønsker fra alle andre parter i sagen. Jeg har set mange eksempler på at der i sagsakter er beskrevet hvad barnet og netværkets ønsker sammenfaldende er, men at sagsbehandler har noteret, at det ikke skal tillægges vægt pga fx fra "vurderer barnet er for dårligt fungerende kognitivt til at forstå hvad det siger", til "barnet ønsker, men jeg tillægger det ikke vægt, da barnet ikke selv kan vurdere hvad det vil og har godt af". Vi skal her huske at al "magt" ift konklusion og vurdering jf (den forfejlede) lovgivning ligger på sagsbehandler niveau, hvor ingen kan gå imod, uanset dokumentation på, hvordan virkeligheden fra barnets side, ser ud.

Lad os tage et eksempel. Jeg har tidligere skrevet om to drenge fra Ringsted. Her fravalgte kommunen at lytte til specialisterne og forkastede derfor rapporter til en kvart million som anbefalede hjemgivelse. Siden da, har kommunen haft hjemgivet begge børn, en hjemgivelsesperiode blev sat i værk, og ikke mindst begyndte drengene at komme hjem på weekender for, at vende sig til at skulle hjem og bo hos mor og far. FORDI der kommer en ubegrundet underretning fra skolen, trækker man alt tilbage. Drengene får besked på at de IKKE kommer hjem alligevel.

Det udløser en reaktion fra drengene når de efterfølgende ser deres forældre. Du vil nok sige "selvfølgelig", men sådan er det ikke vurderet og tolket fra Ringsted kommune. I Stedet for at følge drengene i deres frustration over ikke at måtte komme hjem til mor og far alligevel, tolkes reaktionerne som unaturligt. Man siger efterfølgende (for at begrunde ændret beslutning), at forældrene inddrager børnene i sagsbehandlingen. Jeg vurderer ikke dette er sandt, men tænker at der er frustrationer fra børnene som forældrene hjælper med at få redet ud. IKKE ved at fortælle om sagen men ved at følge dem i deres afmagt. Samvær sættes herefter kraftigt ned og dette støttet, hvilket i praksis vil sige at der konstant er fx en pædagog eller lign i samme lokale som familien. En drastisk indgriben i samværet sat i forhold til, en forventet men aflyst hjemgivelse. Som almindelig dansker forstår jeg på ingen måder, men bliver frustreret og magtesløs. Det ændrer dog ikke på hverken afbrudt hjemgivelsesperiode eller samværsform

At man som sagsbehandler kan tillade sig at tolke således, vil jeg forsøge at forklare. Ikke at for at sige at det er ok, det sker, men for at forsøge fortælle og give indblik i, hvordan systemet arbejder. Når et barn bliver anbragt, kan man som almindeligt tænkende forestille sig, hvilken indgriben det er i et barns liv. Det kan på ingen måder forstå, hvad der sker om det, da det ikke oplever verden på samme måde som voksne (sagsbehandlere). Børnene har altid været en del af den verden de kommer fra, og uanset hvor "unormal" en verden det er, set udefra, så er det normalt for barnet. Det har ikke prøvet andet. At nogen så fjerner det, fra det der er kendt, er uforståeligt, skræmmende og utrygt.

Barnet bliver så anbragt et sted som sagsbehandler tænker har gode holdninger og sund fornuft ift hvad og hvordan et barn skal opvokse. Man glemmer, at det for barnet kan være, som at blive placeret på Mars. Bare det, at få mad uden at skulle bekymre sig om hvordan det får det, kan virke skræmmende. Jeg vil gerne præciserer at det jeg beskriver nu INTET har med familien fra Ringsted at gøre. På ingen måder, men mere er for at give et generelt indblik. 

Barnet vil uden tvivl se frem til samvær. Det skal se mor/far/netværket og det som er kendt. Når samvær er overstået, står barnet tilbage i afmagten igen. De mindes om hvad som var, og som nogle voksne har besluttet ikke længere skal være. Hvis samvær kun er en gang om måneden, som i lovens minimum, kan tænkes, at i barnets univers har mor og far glemt det, da en måned for et barn er MEGET lang tid. Barnet tænker måske, at det ingen betydning har mere for mor og far og at forældrene lever videre uden dem, som intet var sket. Jeg ved at det ikke er sådan det forholder sig, men sådan kan barnet opleve det. Det er efterladt på Mars... 

Barnet har nu forskellige måder det kan reagerer på. Det kan lukke sig inde i sin egen verden, blive fjern. Det kan bliver udadvendt, råbende, skrigende, kaste med ting osv. Det kan fortrænge, for derved bliver det som før var trygt, ikke længere eksisterende. Og sikkert mange flere måder, men de her er de, jeg får flest meldinger tilbage om.

Du vil nok sidde og tænke, at selvfølgelig vil barnet reagere. At det ville være mærkeligt andet, men der tager du helt fejl. Alt efter hvor du sidder i systemet, tolkes forskelligt. Som netværk vil du sige, at det er alarmerende og at man derfor bør åbne op for mere samvær. Så barnet oplever, at "de kommer snart igen så det overlever jeg nok". Sådan vil du formentligt også tænke, hvis du er ganske almindelig dansker udenfor systemet. Men indenfor systemet ses HELT anderledes på det.

Min erfaring er, at er du rådgiver, tolkes reaktioner fra barnet per definition som "overgreb" eller "ikke barnets tarv". En hård konklusion fra min side, men mine mange års erfaring syntes at tyde på, at det er sådan det forholder sig. Jeg vil forsøge uddybe - igen med eksempler - og link sidst i min blog.

Du har et barn som aldrig omtaler dig som mor, far, netværk. Det straffes måske oveni hvis det omtaler dig. Derfor taler barnet aldrig om sit tidligere liv, men påtager sig en glæde og smil, ved det nye anbringelsessted. I statusbeskrivelser vil det fremgå, at det er sådan det forholder sig, og det vurderes derfor at tidligere netværk INGEN betydning har for barnet. Man undlader at gå bag facaden, tænke dybere og undersøge hvorfor det ikke taler om sit tidligere liv. Denne vurdering om, at barnet ikke tænker på netværket vil gå igen i rapporter og fremtidige handleplaner som "barnet er velplaceret og taler aldrig om tidligere liv, men taler meget om sit nye her. Vi oplever at barnet har fået en tæt tilknytning til stedet og derfor skal skærmes for samvær i den grad som for nuværende. Vi anmoder om nedsat samvær da det vurderes ikke at være barnets behov, men mere netværkets". Dette er en fiktiv beskrivelse, men samlet set, foreligger der mange sager, hvor dette er den nøjagtige fremgangsmåde og tolkning. 

Du har et barn som reagerer voldsomt i afmagt, savn og frustration når samvær er overstået. Det beskrives som et "overgreb" af anbringende sted, og i status kan være beskrevet, hvilket og hvordan overgrebet, man vurderer, er sket. Der kan være lagt op til, at familien skal have overvåget samvær, for at "kunne skærme og passe på barnet for det overgreb familien begår når de har barnet alene". En sådan beskrivelse og vurdering står udokumenteret alene. 

Tolkningerne sker uden faglig evidens, men ud fra et rent"jeg tolker, så derfor". Trods dette vil det uden tvivl godkendes af et tvangsudvalg hvis det forelægges der. Godkendes som en nødvendig handling for at passe på barnet. 

Du har et barn som regredierer efter samvær. Det kan evt begynde tisse i bukserne igen selvom det er gammelt. I status kan stå, at det " vurderes at barnet ikke ses af familien på det udviklingsstadie det er. Vi anmoder om overvåget og/eller støttet samvær, så vi kan passe på barnet, og støtte forældrene i at møde barnet alderssvarende". Det tolkes som negativ at barnet reagerer, og "årsagen" tillægges forældrenes måde at være sammen med barnet, uden videre dokumentation.

I familien fra Ringsted, var det en vurdering på lige så svagt grundlag, der kom til at ligge til grund for at samvær blev voldsomt nedsat, og derudover blev støttet. Det må jf lovgivningen kun ske ved stærk formodning om at det ikke er sundt for barnet. Det var her ikke aktuelt. Men en underretning som ankestyrelsen har valgt ikke at gå ind i, pga den manglende "faglighed" i underrretningen. Det kan virke bekymrende, at 1 ubegrundet underretning, kom til at munde ud i, at ikke kun blev en hjemgivelse, standset, men også var årsag til at samvær blev ændret katastrofalt set fra barnets vinkel. Fra hver anden weekend til 4 timer om måneden. Jeg kan ikke gennemskue hvad og hvorfor - med mindre det er et spørgsmål om økonomi?

Jeg er dybt bekymret for den tilgang som kommunerne lægger for dagen i vurderingen af hvad og hvordan samvær skal strikkes sammen. Jeg tænker ikke, at der er en eneste sagsbehandler som vil sætte spørgsmålstegn ved, om deres eget barn vil savne. Savne vanvittigt afsindigt hvis barnet blev frataget retten til at se sagsbehandler(mor/far) og dennes egen familie og netværk. 

Jeg tænker ikke, der er en sagsbehandler som er i tvivl om, at deres barn fx 7 årige barn vil savne dem, hvis de skal på lejr i fx en uge. Her vil der kunne beroliges med, at bliver det for slemt, kan der ringes hjem. Dette kan et anbragt barn ikke!. At samme så i sit job kan nedgøre et anbragts barns følelser og behov kan virkeligt undre, bekymre - og gøre mig vred på børnene og forældrenes vegne. Jeg siger ikke det generelt er sådan, men min oplevelse er, at det desværre direkte er italesat til flere familier.

Jeg forstår ikke at der aldrig er nogen som har spurgt konkret ind til "hvordan kan du konkludere det, ud fra det der?" Jeg forstår ikke at lovgivningen har så mange musefældeklausuler som giver sagsbehandler uindskrænnket magt til at beslutte uden faglig begrundelse som de gør for nuværende? Jeg ved at gode reelle psykologer forsøger råbe vagt i gevær, men det er som at råbe ud i den mørke nat. Ingen effekt. Mange gode kræfter i Folketinget er lydhøre og forsøge at få loven ændret, men ting tager tid, og imens skades børn og deres familier.

Jeg vil tillader mig at komme med min egen umiddelbare tolkning af området. Og komme med min bekymring som jeg håber bliver taget alvorlig på et tidspunkt. 

Jeg tænker at mange af de her børn som er i klemme, opgiver håbet. Barnet begynder at affinde sig med, at forholdene er som de er. De opgiver håbet og troen på, nogensinde at få lov at komme hjem. Vi har set i mange sager, at kommunerne ikke har nogle hæmninger ved at fortælle børn at de kommer hjem fx Ringstedsagen, for derefter på yderst svagt grundlag at ændrer beslutningen. Trods det, at det er børn, behøver begrundelsen for at ændre beslutningen om hjemgivelse ikke er sandfærdig eller fagligt funderet. Man gør det uden hensyn. Skriver en rådgiver at de trækker hjemgivelsen tilbage, så er det et faktum der er uvigelig. Jeg tolker, at der er en syg holdning til anbragte børn - som om de ikke "rigtige" børn med følelser og behov. Men mere som en sæk kartofler man kan flytte fra a til z, uden at lave mellemregninger om, hvad det gør ved barnet. Jeg oplever man tænker at det behøver man ikke, fordi det blot er anbragte børn.

Når barnet opgiver håbet, må det holde fast i det eneste som det ser som en sikker mulighed. I de her tilfælde, anbringelsesstederne. Jeg vil tillade mig at vurderer, at børnene på mange punkter kan ligestilles med personer som har fået "Stockholm Syndrome". De ser anbringelsestedet som "Mit eneste ene". Hvad andet kan de gøre, når deres tydelige råb (oftest direkte sagt til samtaler) om mere samvær, hjemgivelse osv ikke høres eller nedgøres til ikke at have relevans.

Når du har dette syndrome, forbinder du dig positivt med din "overgrebsmand", da du reelt er uden anden mulighed eller løsning for at holde livet og den situation du er i, ud. Jeg kan tage fejl, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare, hvad der sker i et barn som bliver fremmedgjort og frataget muligheden for, at være sammen med dem som de allerhelst vil være hos. Som barnet inderst inde - og helt ud i fingerspidserne ved, det elsker og vil hjem til. Når barnet fratages sin juridiske ret til at have en bisidder med, som kunne hjælpe med at holde fast i - overfor sagsbehandler - at man vil hjem, have udvidet samvær, undgå at ordene bliver fordrejet eller lignende er de på herrens mark, i fandens vold. Denne ret til selvvalgt bisidder fratages desværre ulovligt, for størstedelen af de børn der er anbragt steder, hvor det er en hurdle for kommunen at få dem til at falde til. Kommunen ønsker at få tilført sagen, at barnet har ytret det vil forblive anbragt hvor det er. Dette kan være svært, hvis barnet støttes i dette af sin bisidder. Har de derfor ikke bisidder, er det lettere.

Erfaringen er, at desværre vægtes barnets ytring sjældent, hvis den går mod kommunens plan. Her er mange eksempler på, at er det kommet fra en rådgivers hånd, er bliver betragte som sandheden både i forvaltningsregi og klagesystem, uanset hvor stærk dokumentation er på det modsatte. Man sætter ikke spørgsmålstegn, da man ikke tiltænker kommunerne at have årsag til andet. På mit bord ligger der desværre mange sager som viser det modsatte. Jeg ved at jeg er en torn i mange kommuners øjne ved at komme med disse påstande, men jeg holder fast.

Det er IKKE rimeligt, at loven vendes og drejes til forvaltningernes fordel. At der ikke helmes med metoder - bare man får ret. Der er selvfølgelig også knald dygtige rådgivere med rette moral og etik. Sparetider gør desværre at der er langt imellem. Rådgiverne er pressede, skal spare osv. Jeg tænker børnene ryger i det sving?

Jeg vil ønske at nogen efterhånden vil begynde at grave ned i det her felt. Lave reelle undersøgelser om, hvad det gør ved et barn at miste alt. Man ved hvad der sker med et voksent menneske, så igen bekymrer det mig, at der ikke er fokus på hvad der sker i og for et anbragt barn når ALT fjernes fra barnet. Kontakt til tidligere liv anses for pest for barnet, uden anden dokumentation end at "det vurderer og tolker jeg" fra en sagsbehandlers side. Hvad gør det ved barnet at få frataget retten til at modtage breve, være på sociale medier osv. Dette udenom tvangsudvalget, selvom det er ulovligt. Kontakt vil til enhver tid blive betragtet som en besværlighed da barnet reagerer. Blev tvangsudvalget præsenteret for en sådan sag, ville den på stedet blive blåstemplet som helt ok. At loven brydes syntes derfor ikke have relevans/betydning for barnet rettigheder.

Jeg vil her til slut komme med min allerstørste bekymring. Jeg ved ikke hvordan man får systemet ændret. Jeg ved ikke hvordan man får kommunerne til, at se på et anbragt barn som ens eget - hvad følelser, rettigheder og muligheder angår. Jeg tør æde min hat på, at ingen sagsbehandlere ville udsætte et barn i deres nærhed for den tolkning og vurdering som de gør på anbragte sårbare børn. Jeg oplever det som dybt bekymrende at der er den negative holdning til anbragte børn. Jeg forstår godt det ofte ikke lykkedes i en anbringelse. INGEN kan udvikle sig uden at være en del af en familie. Et opholdssted/plejefamilie kan aldrig blive en erstatning for barnets familie. Det er og bliver et supplement der bør arbejde frem mod en hjemgivelse uanset hvor mange penge det/den pågældende mister, når barnet flytter hjem igen.

For at en anbringelse skal lykkedes så ER familien nøglen. Uden accept af familien, så giver man et vink om, at man ikke vil barnet. Min klare holdning. Den er ikke til at rykke - med mindre du kan dokumentere jeg tager fejl. 

Principafgørelse ift barnets ret til at se Netværk udover forældre.

https://ast.dk/born-familie/sager-om-born-og-unge/ret-til-samvaer-og-kontakt

Ankestyrelsesafgørelse ift tlf, brev og anden kontakt udefra.

https://ast.dk/born-familie/sager-om-born-og-unge/ret-til-samvaer-og-kontakt/myndighederne-kan-kontrollere-breve-og-telefoner-nar-der-er-kontakt-mellem-barn-eller-ung-og-familie-eller-netvaerk

Principafgørelse

http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/sou/spm/297/svar/1129160/1359335.pdf

Udtalelse fra ombudsmanden ift hvem der skal fastsætte samvær:

http://www.ombudsmanden.dk/find/udtalelser/beretningssager/alle_bsager/2012-19/pdf/

Vejledning ift fastsættelseaf samvær.

https://centerforfamiliepleje.kk.dk/sites/centerforfamiliepleje.kk.dk/files/uploaded-files/VejledningIFastsaettelseAfSamvaer.pdf

Hvornår er samvær skadeligt, set fra anbringelsesstedet.

http://www.sl.dk/da/HeaderMenu/Udgivelser/FanNy/FanNy%2042/Naar%20samvaer%20IKKE%20er%20barnets%20tarv.aspx

"Når et barn bliver anbragt" beskrevet af advokat Hanne Ziebe

http://www.ft.dk/samling/20081/almdel/sou/bilag/234/651776.pdf

Læst 2986 gange Senest ændret tirsdag, 22 september 2015 15:32
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

HANDICAPPORTAL.DK

HANDICAPBARN.DK

HANDICAPFORHOLD.DK

FERIE-FRITID

Nyhedsmail

Tilmeld vores e-mail Nyhedsbrev for at få øjeblikkelig opdatering når som helst